Spar penge ved at lave en madplan

Så blev det tid til et super godt gæsteindlæg fra Mikkel, omhandlende madplaner. Værsgo Mikkel, ordet er dit:

Jeg hedder Mikkel er 27 år, ph.d. studerende med 2 børn så jeg ved hvad
det vil sige at leve på en begrænset økonomi. Jeg har lavet madplaner
næsten hver uge de sidste 3 år – og det er altså en måde at spare
rigtigt mange penge.

Danskerne smider store mængder mad ud

Hver dansker smider mellem 50 og 100 kilo mad ud om året – et enormt
spild af mad og især penge. Og dem der smider mest ud er dem der bor
alene. Derfor er risikoen også at du som studerende smider store mængder
mad ud. En af årsagerne til det er naturligvis at alt hvad man køber i
supermarkederne kommer i store pakninger, som man ofte ikke får brugt op
når man bor alene. Men du kan gøre noget ved det.

Undgå at smide mad ud – lav madplaner

En måde at få styr på madspildet og spare rigtigt mange penge er at lave
gode madplaner. Med en god madplan planlægger du på forhånd, hvad du
skal lave af mad den næste uges tid. Du har altså gode muligheder for at
planlægge hvor du vil bruge alle de madvarer du køber. Så planlægger du
at lave kartofler og hakkebøf om mandagen, så sørg for at kartofler også
indgår senere på ugen, så du får brugt dem alle sammen.

Husk at kigge på kalenderen når du lægger planerne

Mange laver fejlen at de bare lægger en madplan for hele ugen – uden at
kigge på kalenderen. Det nytter jo ikke noget at planlægge at lave en
gryderet der skal koge i 2 timer, hvis du kun er hjemme en halv time før
du gerne vil spise. Hvis du laver den fejl, vil du opleve at du kommer
til at lave en masse madspild ved at du alligevel ikke lige orker at
lave det du havde planlagt.

En god madplan giver plads til impulsive planer

Hvis du er typen der ofte bliver inviteret på middag hos vennerne eller
får gæster, så er det vigtigt, når du laver din madplan til ugens syv
dage at du laver huller. Sørg for kun at planlægge f.eks. 6 dages mad –
så er der plads til impulsive planer den sidste dag.

Husk en dag til at spise rester

Uanset hvor godt du planlægger, så vil du næsten altid have lidt rester.
Så sørg for at gemme dine rester og sæt en dag af til at spise rester.
En god måde at bruge grøntsagsrester på er at lave en blendet suppe af
resterne. Du kan sagtens lave en glimrende suppe af tørt brød,
ovnkartofler fra dagen før og diverse grøntsager der er blevet lidt
slatne. Det kræver blot at du koger dem med lidt boullion og finder
stavblenderen eller blenderen frem.

Nyheder: